Glad og gravid

2016-04-16/tf

Alle oplysninger findes et eller andet sted på nettet.
Men det er ikke altid lige let. Her et forsøg på at samle oplysninger relevante for lige præcis gravide i Farum og omegn.

Først et link til det overordnede kontrolprogram i graviditeten

Hvor skal jeg føde?
Det frie hospitalsvalg gælder også for valg af fødested. Der er dog den begrænsning at hospitalerne først og fremmest skal tage sig af de kvinder der hører til deres optageområde. Så er der plads, får man ja, ellers får man nej.
Furesø Kommune hører til Hillerød Hospitals optageområde og de fleste af vores gravide patienter vælger da også at føde der.
En del føder på Herlev Hospital og nogle få på andre hospitaler.
Læs her om Hillerød Hospital og her om Herlev Hospital.
Information om andre fødesteder kan let findes på nettet.
Måske vil du slet ikke føde på hospital? Både Hillerød og Herlev Hospitaler tilbyder hjemmefødsel og man kan også alliere sig med en privatpraktiserende jordemoder.

Nakkefoldscanning og doubletest
Undersøgelserne tilbydes for at undersøge for alvorlige arvelige sygdomme, der måske munder ud i et tilbud/anbefaling af abort.
Undersøgelserne skal derfor ske tidligt i graviditeten, doubletest(blodprøve) fra du har været gravid i 8 uger og 0 dage til 13 uger og 6 dage.
Nakkefoldscanning sker fra 11 uger og 2 dage til 13 uger og 6 dage.
Læs mere om online booking, hvordan og hvorfor på Hillerød Hospital og på  Herlev Hospital.
Booking kan næsten ikke gå hurtigt nok, da der er rift om pladserne. Lav en booking f.eks samtidig med du får tid hos os.

Hvornår skal jeg til læge?
Når du ved du er gravid, så kontakt os hurtigt og lav en aftale. Men du får ikke en tid før du er fulde 8 uger gravid. Så kan vi tage blodprøver med det samme.
Skal du føde på Herlev Hospital, får du taget blodprøve en gang til, da doubletesten der tages samtidig med nakkefoldsscanningen.

Hvor skal jeg til jordemoder?
Har man valgt at føde på Hillerød Hospital, går man oftest til jordemoder i Hørsholm. Du skal selv ringe og lave en aftale. Gør det når du har været hos os første gang. Hillerød Hospitals jordemodertilbud
Har man valgt at føde på Herlev Hospital, går man oftest til jordemoder i Ballerup. Du får besked i din E-boks om tid. Herlev Hospitals jordemodertilbud

Fødselsforberedelse, sundhedsplejerske…
Læs om Furesø Kommunes tilbud her

Spørg os om alt det der ikke står her eller andre steder 🙂